Firmanavnet bliver Berg Advokater, når advokatfirmaerne Advokatfirmaet Hede & Tychsen, Rødding, og Berg Advokater, Vojens og Haderslev, pr. 1. januar 2017 fusionerer.

Advokatfirmaet Hede & Tychsen i Rødding er siden advokat Alexander Tychsens død i 2014 blevet drevet af Thomas Hede Sørensen.

– Mange har siden spurgt, om ikke der skulle en ekstra advokat ind. Det bliver dog ikke kun en ekstra advokat, men en fusion med Berg Advokater fra Vojens, og det ser jeg rigtig meget frem til, siger Thomas Hede Sørensen om baggrunden for fusionen med Berg Advokater i Rødding, Vojens og Haderslev, der bliver en realitet pr. 1. januar 2017.

Berg Advokater tæller de seks advokater Erik Berg, Stephan Ravn Berg, Ole Majbæk, Peder Agger, Bjarne Ditlevsen og Lasse Ladefoged.

Godt rustet

– Vi har en god aldersmæssig fordeling og kompetencer, der gør, at vi er godt rustet til at servicere et nu større geografisk område. Samtidig er det vigtigt for os, at vi også fremover kan udvikle os, og vise, at der er en berettigelse til kontorer af vores størrelse, så ikke alt følger tendensen til samling i store kontorer i Aarhus og København, siger Stephan Ravn Berg fra Berg Advokater.

Han tilføjer, at man hos Berg Advokater glæder sig til samarbejdet med Thomas Hede Sørensen, der med en god lokal forankring passer godt ind i en samlet større virksomhed med bred kompetence og en personlig og uhøjtidelig atmosfære.

Det fælles advokatfirma fortsætter med navnet Berg Advokater og vil fortsat have kontorer i Vojens, Haderslev og Rødding, og udadtil vil der ikke blive de store forandringer at se.

– Vores klienter vil komme i de samme lokaler og møde de samme personer. Blot kan vi nu tilbyde endnu bedre sparring og rådgivning i alle facetter, siger advokaterne.

Styrken ligger i den lokale forankring

– Vores styrke er netop at være lokalt forankret, mens vi samtidig kan tilbyde det samme som de større kontorer, men til andre priser. Med det nye firma vil vi være stærke både på det private og det erhvervsretlige område, og også indenfor landbrug og offentlig ret har vi stærke kompetencer, som gør, at vi kan servicere alle i vores nu større geografiske område.

– Samtidig gør den digitale udvikling, at kommunikationen til vore klienter ikke nødvendigvis behøver at være fysisk hver gang. En større og større del af sagerne kører elektronisk og gør derfor også, at vi sagtens kan behandle sager fra hele landet. Det sker allerede i dag i Berg Advokaters store landsdækkende inkassoafdeling. I forbindelse med sammenlægningen er den digitale platform opgraderet, så vi er godt rustet til fremtiden og den udvikling, der sker hele tiden. Innovation og udvikling behøver ikke betyde, at det ikke kan ske lokalt, siger Stephan Ravn Berg og Thomas Hede Sørensen.