Indledning

Berg Advokater tilstræber i opgaveudførelsen størst mulig klarhed og åbenhed. Som en del heraf redegøres hermed for de vilkår, som vort arbejde udføres under, samt hvorledes dette honoreres og hvornår.

Opgaven

I forbindelse med opstart af en aftalt arbejdsopgave modtager du/I et brev fra Berg Advokater. Heri står der anført, hvilket arbejde vi skal udføre. Andet, end hvad der er beskrevet, kan ikke forventes udført.

Interessekonflikt

I forbindelse med sagens opstart har advokatkontoret undersøgt, om der vil kunne være en interessekonflikt med en eventuel modpart, eller om der er andre forhold, der kan være til hindring for, at Berg Advokater kan påtage sig sagen.

Bemanding

Berg Advokater arbejder ud fra konceptet om, at man har én advokat til at bistå sig i sagens faser. Der vil dog kunne være sager eller omstændigheder i forbindelse med en sags behandling, der gør, at der ud fra hensyn til din sags førelse vil blive andre af firmaets advokater involveret. Du/I vil i så fald modtage meddelelse herom, men den i øvrigt sags ekspederende advokat vil stadigvæk være din primære kontaktperson. Du/I vil også på den førte korrespondance kunne finde oplysninger om den sekretær, der bistår med sagens behandling, og du/I kan til enhver tid trygt henvende dig/jer til denne.

Forretningsbetingelser

Vi bestræber os på at føre sagen på en efter omstændighederne absolut tilfredsstillende måde. Du/I er til enhver tid velkommen til at kontakte advokatkontoret og dettes medarbejdere inden for kontorets åbningstid, men i særlige tilfælde også uden for kontorets åbningstid, på de i forbindelse med sagens påtagelse oplyste telefonnumre. Al materiale, vi måtte modtage, tages der så vidt muligt kopi af, og disse vil blive opbevaret i 5 år, hvorefter de makuleres. Originale dokumenter vil senest i forbindelse med sagens afslutning blive fremsendt til dig/jer.

Hvidvaskning

I henhold til gældende regler om hvidvaskning skal der på sager om handler med fast ejendom, selskabsstiftelse, kapitalforhøjelser o.lign., opbevares en kopi af pas eller kørekort og sygesikringsbevis. Har kontoret ikke modtaget kopi heraf, bedes du/I venligst ved førstkommende lejlighed medbringe dette. Du/I vil dog i forbindelse med sagens opstart, i det omfang kontoret ikke allerede har disse oplysninger på forhånd, blive anmodet om at fremsende sådanne oplysninger.

Ved selskaber ønskes tillige en udskrift fra Erhvervsstyrelsen, kopi af ejerbogen og oplysninger om, hvem der sidder i bestyrelsen.

Under henvisning til hvidvaskloven må advokatkontoret ikke modtage kontante beløb større end kr. 19.999,95.

Ansvarsforsikring

Advokatfirmaet har tegnet ansvarsforsikring i HDI Global Specialty efter de i Advokatsamfundet fastsatte regler. Ansvarsforsikringen dækker advokatvirksomheden uanset, hvor advokatvirksomheden udøves. Forsikringsdækningen reguleres løbende, men er i almindelige sager p.t. kr. 2,5 millioner.

Klientkontomidler

Advokatkontoret anbringer og er forpligtet til, at anbringe alle kontantbeløb og andre værdipapirer, man disponerer over på vegne klienten, i henhold til reglerne om klientkontomidler.

Advokatkontoret deponerer penge i Danske Bank, Frøs Sparekasse og Bank Nordik. Penge, der på vegne klienten deponeres på disse konti, er omfattet af klientens samlede sikkerhedsramme i et enkelt pengeinstitut på for tiden kr. 750.000,00.

Honorar

Advokatkontorets honorar fastsættes principielt på grundlag af en konkret vurdering, hvori bl.a. følgende elementer indgår:

Det anvendte tidsforbrug, anvendt specialkompetence og opdragets kompleksitet, den medgåede tid, sagens værdi, om sagen har været særskilt presserende, den interesse opgaven repræsenterer for klienten, det ansvar, der er forbundet med sagens behandling, samt det opnåede resultat. Honoraret tillægges moms, medmindre andet følger af særlig lovgivning.

Advokatkontoret afregner i øvrigt efter tre modeller. Disse er anført nedenfor, og du/I vil i forbindelse med sagens opstart modtage meddelelse om, hvilken afregningsform der gælder for det i forhold til dig/jer udførte arbejde.

Afregningsmodel 1: Såfremt man ikke, på tidspunktet for sagens opstart, kender det fulde omfang af arbejdet, og det således ikke i aftalen er muligt at oplyse et fast honorar, kan der gives et begrundet overslag. Honoraret vil blive fastsat efter ovenfor anførte kriterier, men med udgangspunkt i tidsforbrug. Den effektive timesats er kr. 2.937,50 inkl. moms. Effektiv advokatsekretærtid afregnes med kr. 875,00 eksl. moms.

Afregningsmodel 2: Honoraret er aftalt til et fast beløb inkl. moms. Såfremt det aftales, at der skal ydes bistand ud over det af opgaven omfattede, indgås der særskilt aftale om honorering for et sådant merarbejde.

Afregningsmodel 3: Honoraret fastsættes til et anslået beløb inkl. moms. Der er i så fald tale om en foreløbig fastsættelse af honoraret ud fra bedste overbevisning og kendskab til sagen, men honoraret vil ikke være bindende. Måtte det vise sig, at det udførte arbejde kommer til at overstige overslaget, vil vi rette henvendelse til dig/jer med henblik på i fællesskab at tage stilling til, hvorledes opgaven skal videreføres.

Udgifter

Udgifter til retsafgifter, registreringsafgifter, gebyrer til offentlige myndigheder o.l. vil blive opkrævet særskilt, og normalt forud for udgiftens afholdelse. Hvor udgiften er kendt, vil vi oplyse herom i ordrebekræftelsen, så vidt det er muligt, og hvor den er ukendt, vil det blive oplyst, hvorledes den beregnes.

Á conto honorar og depositum

Berg Advokater opkræver á conto honorar og eventuelt depositum efter nedenstående retningslinjer.

Berg Advokater kan fastsætte en á conto honorering, som betales i forbindelse med sagens opstart. Á conto honoraret vil typisk andrage fra kr. 10.000,00 i sager med et forventet honorar på under kr. 25.000,00.

Hvis det samlede forventede honorar er mindre end kr. 10.000,00, kan dette fordres betalt straks. Opkrævningen sker med tillæg af moms på 25%. I sager med forventet længere løbetid forbeholdes opkrævet et á conto honorar hver måned eller dog senest hvert kvartal.

Såfremt der indenfor en måned er udført arbejde for mere end kr. 25.000,00, vil der sædvanligvis blive udsendt á conto opkrævning herfor.
Sager vil i øvrigt kunne forventes á conto afregnet i forbindelse med vægtige ekspeditioner, f.eks. i forbindelse med udarbejdelse af processkrifter, kontrakter, selskabsdokumenter eller i forbindelse med betydelige økonomiske transaktioner.

Fri proces, retshjælp eller anden form for forsikringsdækning

Såfremt der i sager er retshjælp eller anden form for forsikringsdækning, forbeholder advokatfirmaet sig at opkræve á conto honorar hos forsikringsselskabet.

Hvor det er stemmende med lovgivningen, forbeholdes der at opkræve et á conto honorar direkte hos forsikringstager, og der vil i forbindelse med sagens endelige afslutning og forsikringsselskabets dækning finde en refusion sted af sådanne eventuelt udlagte á conto honorarer. I sager, hvor salæret fastsættes af domstolene, dog ikke retssager, finder en á conto betaling sted efter domstolens forudgående godkendelse.

Småsager

Småsagsprocessen er tilrettelagt, således parterne, under rettens vejledning, skal tilrettelægge og føre sagen selv. Såfremt der kan opnås retshjælpsdækning eller fri proces til at føre en småsag ved domstolene, ydes der alene dækning til advokatbistand til førelse af hovedforhandlingen.
Såfremt klienten tillige måtte ønske advokatbistand under forberedelse af sagen er advokatkontoret berettiget til at opkræve honorar direkte ved klienten for den hermed anvendte tid. Dette skal så vidt muligt fremgå af opgavebeskrivelsen, men undladelse heraf er ikke salærfortabende for Berg Advokater.

Sagsomkostninger i straffesager

Beskikkelse af en forsvarer betyder, at det offentlige foreløbig betaler vores salær, som fastsættes af retten, men at du helt eller delvist vil blive pålagt disse og andre omkostninger, hvis du dømmes. Som vidne (eller offer) skal du ikke betale for at få beskikket en bistandsadvokat – din retshjælpsforsikring skal dog evt. betale. Arbejde som ikke er omfattet af en beskikkelse, beregnes og faktureres efter vores sædvanlige timetakst. Udgifter til transport, afholdte gebyrer og afgifter faktureres særskilt.

Betaling

Virksomhedens kontonummer er:
0994 7240020003

Betalingsfrist

Opkrævede honorarer betales inden 8 dage efter fakturadato.
Ved senere betaling pålægges der rykkergebyr, ligesom der beregnes morarenter fra denne dato i henhold til renteloven.

Lovvalg og værneting

Tvistigheder i anledning af udført arbejde skal afgøres efter dansk ret. Afgørelse sker ved retten i Sønderborg, alternativt Vestre Landsret eller Sø- og Handelsretten efter advokatvirksomhedens valg.

(April 2024)