Det er vigtigt, at du som arbejdsgiver og lønmodtager kender reglerne i ferieloven.
For det første skal du være opmærksom på, at ferieoptjeningsåret begynder 1. september og slutter den 31. august året efter. I den periode optjenes der 2,08 dages betalt ferie pr. måneds ansættelse. Det svarer til, at der i alt optjenes 25 feriedage med løn/feriepenge som kan afvikles i ferieafholdelsesperioden fra den 1. september til 31. december året efter.
Der kan være mulighed for delvis overførelse af sin ferie til den næste ferieafholdelsesperiode, samt afvikle forskudsferie med løn.
Hvornår skal der varsles om hovedferie / restferie?
Ferie opdeles i hoved- og restferie. Hovedferien består af 15 feriedage, svarende til 3 ugers ferie, som skal placeres i perioden fra 1. maj til 31. august, medmindre der skriftligt aftales andet mellem arbejdsgiver og lønmodtager.
Hvis der ikke kan opnås enighed om feriens placering, kan/skal arbejdsgiveren varsle placeringen af hovedferien med 3 måneders varsel.
Restferien består af de resterende 10 feriedage, som kan placeres med én måneds varsel af arbejdsgiveren til afholdelse i hele ferieafholdelsesperioden, medmindre andet kan aftales med lønmodtageren.
Ret til 25 feriedage, uanset hvad
Uanset om lønmodtageren har været ansat i hele ferieoptjeningsåret – har en lønmodtager altid ret til at afvikle 25 selvbetalte feriedage med eller uden løn i løbet af ferieafholdelsesperioden.
Der udover kan der være aftalt en ret til 5 feriefridage ”6. ferieuge”, men disse feriedage følger ikke automatisk ferielovens regler for varsling og afholdelse.
Har du brug for vejledning?
Ferielovens detaljerede regler kan være svære at overskue. Berg Advokater står altid klar til at rådgive om konkrete forhold, f.eks. om sygemeldinger op til eller under ferieafviklingen, betaling af sygeferiegodtgørelse eller ferieafvikling i forbindelse med opsigelse.
Kontakt os