Den 8. september 2023 afsagde Højesteret dom i ”Sodavandssagen”. Både byretten og landsretten straffede dømte med 14 dage betinget fængsel, hvilket er udgangspunkt ved indbrudstyveri jf. straffeloven § 285. Højesteret fandt derimod, at der i den konkrete sag var formildende omstændigheder, hvorfor dette udgangspunkt kunne fraviges jf. Straffeloven § 287. Højesteret fastsatte herefter straffen til 4 dagsbøder af 250 kr.
Dommen er nyskabende, idet det nu er slået fast, at Straffeloven § 287 også finder anvendelse ved indbrudstyveri.
Læs mere om dommen her: Domsresume fra Højesteret
Sagens baggrund:
I april 2021 skaffede 3 unge mænd sig adgang, via en ulåst dør, til en nedlagt skole, hvor de stjal 3 rammer sodavand til en samlet værdi af 225 kr. Efterfølgende opdagede de, at skolen ikke var forladt, hvorfor de stillede rammerne med sodavand tilbage, foruden nogle nye, som kompensation for de 3 sodavand, der i mellemtiden var blev drukket.
Ejeren af sodavanden opdagede imidlertid, at de 3 unge mænd havde været i ejendommen, da de nye sodavand ikke havde samme emballage og størrelse som de øvrige sodavand, foruden de 3 rammer der var væk. Politiet blev kontaktet og de unge mænd blev tiltalt for indbrudstyveri jf. straffeloven § 276 a.
I byrettens dom blev de 3 unge mænd idømt en straf på 14 dage fængsel. Byretten lagde vægt på, at indbruddet var begået i forening, samt at indbruddet forudgående var aftalt mellem de unge mænd. Samtidig blev der lagt vægt på, at de stjålne sodavand blev tilbageleveret og de unge mænds gode personlige forhold, hvorfor fængselsstraffen blev betinget, alene på vilkår om prøvetid på 1 år.
Den ene af de unge mænd ankede sagen til Vestre Landsret, der samlet konkluderede, at der ikke forelå formildende omstændigheder i sagen, hvormed der kunne begrundes at straffen skulle bortfalde.
1 af de 6 voterende udtalte, at der forelå formildende omstændigheder jf. straffeloven § 287, der fører til bødestraf.
Efter landsrettens afgørelse rettede den unge mand henvendelse til advokat Stephan Ravn Berg, Berg Advokater, der førte sagen pro bono i Højesteret, med påstand om frifindelse eller bøde jf. straffeloven § 287.
Højesterets dom af den 8. september 2023:
Højesteret tog alene stilling til straffastsættelsen, hvor spørgsmålet var, om forholdet skulle straffes efter straffelovens § 285, hvoraf strafferammen er fængsel indtil 1 og 6 måneder eller straffeloven § 287, hvoraf strafferammen er bøde.
Højesteret udtaler, at formildende omstændigheder jf. Straffeloven § 287 som udgangspunktet ikke finder anvendelse ved indbrudstyveri, idet indbrudstyveri ikke sædvanligvis anses for mindre strafværdigt. Anvendelsen kan dog ikke udelukkes.
Ligeledes udtaler Højesteret, at der ved lovændringen i 1973 blev tilsigtet en sænkning af strafudmålingsniveauet, samt at anvendelse af bøde blev obligatorisk, såfremt betingelserne i Straffelovens § 287 er opfyldt.
Højesteret fandt, at uanset udgangspunktet om at indbrudstyveri straffes jf. Straffelovens § 285, var der i denne konkrete sag så formildende omstændigheder, at indbrudstyveriet var af mindre strafværdighed og dermed skulle straffastsættes jf. Straffeloven § 287.
Højesteret lagde vægt på, at de unge mænd skaffede sig adgang via en ulåst dør og dermed ikke forvoldte skade i forbindelse med indbruddet. Ligeledes blev det vægtet, at de unge mænd ikke havde til hensigt at begå tyveri ved indbruddet, samt at de stjålne varer udgjorde en beskeden værdi. Endvidere lagde Højesteret vægt på, at de unge mænd havde leveret de stjålne sodavand tilbage, inden det blev opdaget at de var stjålet. Endeligt blev det vægtet, at de unge mænd ikke tidligere var straffet, og på tidspunktet var under 18 år.
Straffen blev herefter fastsat til 4 dagbøder på hver 250 kr.
Berg Advokater bemærker:
Højesteretsafgørelsen ændrer retspraksis for straffastsættelsen af indbrudstyveri, idet det nu er slået fast, at Straffelovens § 287 finder anvendelse, hvilket tilsidesætter det tidligere udgangspunkt for straffastsættelse alene jf. Straffeloven § 285.
Udgangspunktet er fortsat straffastsættelse jf. Straffeloven § 285, med en strafferamme på fængsel indtil 1 og 6 måneder, men Højesteretsafgørelsen er nyskabende i retspraksis, idet bødestraf for indbrudstyveri nu ikke længere kan udelukkes.
I den konkrette sag har de formildende omstændigheder haft afgørende betydning for straffastsættelsen.
Indholdet og omfanget af de formildende omstændigheder vil altid bero på en konkret vurdering i den enkelte sag. Det er derfor vigtigt med en dygtig forsvarsadvokat, der har fokus på sagens samlede omstændigheder.
Hvad er indbrudstyveri:
Indbrudstyveri består af flere delelementer.
Man skal uberettiget skaffe sig adgang til et fremmed hus, og
uden besidderens samtykke borttage ting, for
at skaffe sig eller andre vinding.
Der skal således både være et indbrudselement, et tyverielement samt et berigelseselement i et indbrudstyveri.
Uberettiget adgang omfatter både adgang hvor dør eller vindue brydes op, men også i tilfælde hvor døren er ulåst, men adgangen er uberettiget.
Begrebet fremmed hus omfatter beboelse såsom huse, lejligheder, enkeltværelser, sommerhuse, men også bygninger der ikke anvendes til beboelse, herunder garager, udhuse og kælderrum.
Straffen for indbrudstyveri er fængsel indtil 1 år og 6 måneder. Dog kan straffen nedsættes til bøde jf. straffeloven § 287, såfremt forbrydelsen er af mindre strafværdighed grundet formildende omstændigheder.
Vil du vide mere:
Har du spørgsmål eller brug for en dygtig forsvarsadvokat?
Kontakt vores kontor i Vojens, tlf. 7454 2156, eller Rødding på tlf. 7484 1530